Sygekassen.dk | Sygekassehistorisk Selskabs hjemmeside





Erfaringer fra de gamle sygekasser i Danmark

Sygekasser: Alfabetisk efter bynavn | Efter region

Galleri | Bidragydere | Om Sygekassehistorisk Selskab | Om Sygekassemuseet





Fik en god anbefaling - og så var lønnen god!

Af Duzia Jensen, Esbjerg, Region Syddanmark.

Hvordan blev jeg sygekassefunktionær? Efter endt skolegang i 1951 kom jeg i lære ved en advokat - dengang hed det sagfører. Advokatfirmaet lå på 1. sal i Skolegade 18 i Esbjerg, og sygekassen var i stuen. Lærlingelønnen var ganske ussel ved advokater dengang, men det var en ære i sig selv at være lærling, og en af de ansatte advokater syntes vist, at jeg fortjente bedre. Han talte med forretningsføreren om min eventuelle ansættelse ved sygekassen, og derved kom det i stand. Sygekassen havde i forvejen fået en ansat fra advokatkontoret, så de var meget positive m.h.t. at få en ansat ”ovenfra”.
Jeg selv var også meget positiv. Både m.h.t. anbefalingen fra advokatens side og ikke mindst lønnen, som jeg fandt umådelig god. Det var så i 1954/55, at jeg flyttede ned til Den Alm. Sygekasse, Esbjerg. Den skiftede senere navn Til Esbjerg Sygekasse eller Sygekassen Esbjerg. Adressen Skolegade 18 husede ind til for få måneder siden Sygekassen DANMARK.

Girerede i hånden
Jeg husker, at jeg først blev sat til at girere regninger. Det blev jo gjort ”i hånden” og med lyserøde giroblokke. Der var rigtig mange regninger. Alt blev betalt på den måde. Jeg tror, det tog det meste af dagen. I det videre forløb kom jeg gennem de forskellige ekspeditionssteder, og jeg havde lange perioder ved indbetalingsmaskinerne i åbningstiden. Jeg fik også på et tidspunkt overdraget arbejdet med det årlige lægeskifte. Lægens navn stod bagest i sygekassebogen. Man stregede den gamle ud og skrev den nye ind etc.
I mit skrivebord var der en skrivemaskine. Den var allerede dengang forældet. Det var noget med at VENDE skrivebordspladen. Så sad den der. Teknisk set var vi ikke så lidt bagud.
I 1957 fik sygekassen en ny elev. Ham giftede jeg mig med i 1958. Dengang fik gifte halv løn under indkaldelse til militæret, så vi klarede os godt. Ugifte fik kvart løn. I øvrigt har der aldrig været problemer med, at vi havde samme arbejdsplads. Heller ikke under kommunen.

Dress-code
Dengang var vi jo - i hvert fald de fleste - De’s. Det blev egentlig først ændret, da vi kom under kommunen. Der var også en uudtalt dress-code. Det var i hvert fald utænkeligt for kvinderne at møde på arbejde i lange bukser. Der var én dag om året, hvor vi havde en slags status, som strakte sig til ud på aftenen. Da kunne vi komme uformelt påklædt. Det var vist ved årsskiftet. Jeg husker det som meget rart og afslappende.
Ved min ansættelse var hr. Sch. forretningsfører. Jeg har fået fortalt, at han var tidligere slagteriarbejder og vist også tidligere bestyrelsesformand. Dengang havde partibogen større betydning end i dag. Han var særdeles autoritær. Der blev ikke talt sammen privat, når han var på kontoret.
Om morgenen stod han med sit ur i hånden foran uret på væggen – som om det var et stopur – og kontrollerede, at alle mødte præcis. Underligt nok gjorde han det samme ved fyraften. Så det var vigtigt at pakke sammen i god tid, så man kunne gå på slaget. Alt gik efter en snor, og som det altid havde gjort.
Hver formiddag var der et pusterum. Så gik han og bogholderen ved åbningstid ind på nabo-hotellet, hvor de fik en genstand! - Så var der et mere frit og socialt miljø. Bogholderen, som var noget bitter og følte sig forbigået, var egentlig samme ledertype.

En venlig mand
Efter nogle års forløb fik vi en ny forretningsfører. Hr. Str. som kom fra kooperationen. Han var formand for bestyrelsen og blev næsten med selvfølgelighed valgt. Han var en meget venlig mand, så der blev selvfølgelig en helt anden ledelsesstil. Han var også meget åben for fornyelser og forandringer, og han startede en fortløbende udskiftning af skrivemaskiner m.v. Vi fik endda et nyt ”frisk-luft-system”, som skulle give os en luft med OZON. Det anbefales vist ikke i dag.
Bogholderen var også denne gang blevet forbigået, og det kunne give problemer. Men i øvrigt fortsatte de to med de daglige formiddagsture. Samme hotel var i øvrigt ramme om et årligt traktement ved juletid for personalet. Der var tradition for æbleskiver og solbærrom til sidst.
Det var også hr. Str., der fik ændret både sygekassens navn og logo. Indtil da havde vi haft en frokoststue i kælderen – uden dagslys. Den blev dog overvejende brugt i de ti minutters formiddagspause. Vi havde halvanden times frokostpauce, så alle tog hjem for at spise.
På et tidspunkt flyttede advokatfirmaet. Så fik vi disse lokaler inddraget. Der blev indrettet indbetalingskontor på 1. sal samt en stor ny frokoststue. I forvejen var der køkken og toilet, da det oprindeligt var en nedlagt lejlighed. Det var ikke handicapvenligt, men jeg husker ikke nogen klager.

Kontrollanter
Da jeg kom, var der ansat en del ældre mænd. Det var de tidligere kontrollanter, som havde kontrolleret, at syge mennesker opholdt sig i hjemmet. Ellers kunne de ikke få deres dagpenge. De dagpengesatser, der var flest af, var 0,40 eller 1.00 kr. om dagen. Den højeste var vist 6,00 kroner.
I åbningstiden var disse mænd hovedsageligt beskæftiget med indbetalinger af kontingent. Når folk kom med deres sygekassebog og sagde, hvor mange måneder de ville betale, fandt de det tilsvarende kort frem. De hakkede det ønskede antal måneder af på kortet. Så lagde de kort og bog til den, der sad ved indbetalingsmaskinen. Når begge dele var kørt igennem og afstemplet, gik det videre til kassereren, som indkasserede beløbet. Når en familie f. eks. havde flere bøger og skulle betale for flere måneder, kunne maskinen betjenes, så den udskrev en ”sumseddel” på det samlede beløb. Det skulle lette kassereren, der ellers skulle tælle sammen i hovedet.
Hvis der var ”kontrolgebyr” på et nummer, kunne det give anledning til mange diskussioner. Det var gebyret, som blev opkrævet, når man havde henvendt sig til læge uden for tiden. Da der kunne være gået måneder siden henvendelsen, havde mange glemt alt om det.

Kortene ”sanses”
Efter lukketid og/eller inden åbningstid skulle kortene ”sanses”. Dvs. at de skulle lægges i nummerorden og derefter stilles på plads igen i de store brandsikrede metal-beholdere. Når der havde været travlt – særligt efter den 1. – blev næsten alle mand mobiliseret til dette arbejde.
Der var også de røde stamkort. Alle oplysninger og alt hvad der skete af betydning angående medlemmet skulle noteres derpå.
Man kunne ikke uden videre komme i sygekasse, hvis man var syg. Jeg husker desværre ikke så meget om den gruppe. Var der ikke nogen, der betalte forhøjet kontingent? Det skete også, at folk blev slettet p.g.a. restance. De blev P-medlemmer (passiv?). Der var også gruppe to-medlemmer. De betalte forhøjet kontingent.
Der skete selvfølgelig en lille udskiftning i personalet, f.eks. kom der af og til en ny elev. Da jeg ventede barn igen i 1964, opgav jeg min stilling og holdt en pause i tre år. I den tid nåede jeg at få to børn mere.

Deltidsansat
Jeg begyndte igen i 1966 som halvdagsansat. Da jeg kom igen, var der selvfølgelig kommet nogle nye til. Bl.a. var min gode ven Karen Larsen vendt tilbage efter nogle år i Rødovre Sygekasse. Jeg var deltidsansat resten af mit arbejdsliv til min afsked i 1994. Det blev til i alt 37 års ansættelse ved sygekassen og kommunen.
Den største ændring – som fik vidtrækkende følger – var indførelsen af dagpengeloven. Om selve starten husker jeg mest stakkevis af kuverter og nogle prægeplader – eller var det hulkort? I begyndelsen blev det vist klaret af en person, men senere blev det jo et større foretagende. Jeg har ikke været direkte beskæftiget med det, hvorimod min (eks.)mand (Th. J.) hurtigt blev den, der overtog arbejdet. Han blev specialist på området og senere leder af kommunens dagpengeafdeling, som jo stort set var sygekassens afløser.
Der var blevet snakket om det i nogle år. Så blev det vedtaget. Sygekasserne skulle nedlægges. Vi tog det egentlig meget roligt. I Esbjerg fik vi en glidende overgang, idet sygekassen flyttede ind i Esbjergs nye rådhus i 1970. Overtagelsen skete i 1973, og da blev vi i de samme lokaler, så der skete ikke umiddelbart den store forandring. Dog fik vi nogle kolleger fra de andre sygekasser. En fra Fortsættelsessygekassen og en fra den lille ”Sygekassen af 1905”.

Sygekasse-ånden
Man kan sige, at sygekasseånden fortsatte. Den blev betragtet som meget positiv, hvilket socialforvaltningens ledelse gjorde sig nogen umage for at få udbredt til hele forvaltningen. Det er svært at forklare det sammenhold, der var, og som fortsatte og til dels stadig består, så forbindelsen er holdt ved lige blandt de tilbageværende.
Selv de forhenværende ansatte har været inviteret med til jubilæer osv. af de stadig aktive. Vi havde jo nogle pragtfulde fagforeningsudflugter, som vi fik mest muligt ud af . Vi blev rystet godt sammen – og nogen fik også ”forbindelser” med andre kolleger fra andre byer. Ved specielle lejligheder inviterede sygekassen også til fest på de store hoteller. Nogle gange med ægtefæller. Så var der stor middag, taler og dans.
Jeg havde en periode med arbejde for socialforvaltningen, men vendte tilbage til sygesikringens dagpengeafdeling. Jeg var den eneste og sidste, der arbejdede med sygesikring, indtil arbejdet i begyndelsen af 90'erne blev overdraget til folkeregistret.